Da jeg startede med triathlon i slutningen af 2006, var det mest af alt et eksperiment for at komme i gang med noget nyt efter min lange svømmekarriere. Jeg blev tilbudt at starte på et ungdomsudviklingsprogram i triathlonklubben Tri4, hvor det primært var gamle svømmere, der var med. Det er alfa og omega at være god til svømningen, for at komme nogen som helst vegne i tri-sporten. Det faldt hurtigt i min smag, dels fordi det var noget nyt og udfordrende, men også fordi jeg hurtigt fandt ud af, at jeg ikke var en helt talentløs triathlet. Grunden til at jeg stoppede/blev afskediget fra svømningen var, at jeg startede på min uddannelse som tømrer og derfor kun kunne træne 7 svømmetræningspas om ugen. Det mente min svømmetræner ikke var nok til det niveu jeg svømmede på. En stor fejltagelse, vil jeg mene, og det som først føltes som et nederlag, blev heldigvis vendt til en følelse af sejr, da det gik op for mig, at alle de år jeg havde ligget i basinet og knoklet gav mig en fordel i tri-sporten. Ingen svømmeræning havde været forgæves men var tværtimod en kæmpe fordel i min nye sport, og jeg kunne fortsætte min jagt mod toppen som triathlet.

Jeg blev smidt direkte i ilden, da jeg i 2007 kørte mit første sprint distance race. EM i København. Det var spændende at komme i konkurence på denne helt anderledes måde end et svømmestævne. Jeg var godt nok overrasket over, hvor hårdt det var at slås med alle de mennesker i vandet. Men trods det og et styrt på cyklen kom jeg ind på en hæderlig plads som nummer 49, og så var min triathlon karriere sparket i gang. Jeg blev hurtigt meget bidt af det, og det er gået stødt fremad lige siden både med podiepladser på toppen og lidt længere nede. I størstedelen af mine Europa Cup race har jeg været i top 5.
Som sagt, er jeg tidligere svømmer. Jeg har stort set brugt de første 15 år af mit liv i svømmeklubben Sigma-NS. Jeg har altid været meget konkurrenceminded, og det er da heller ikke nogen tilfældighed, at jeg har hevet min del af danske DM medaljer hjem. Jeg var en "Phelps fingernegl" fra at komme med til Ungdoms OL, men det at jeg ikke skulle med, ser jeg nu bare som et tegn på, at det ikke var svømmer, jeg skulle være, men toptriathlet i stedet.
Jeg har boet i Birkerød hele mit liv. Det er fedt med træningsmulighederne her. Jeg har svømmehallen, skoven og en masse km. vej at cykle på inden for et stenkast. Og efter at jeg i vinteren 2007 kom på landsholdet, har jeg mulighed for at træne på Team Danmark Centeret i Farum, der kun ligger 10 min. kørsel fra min bopæl. Det benytter jeg mig også rigtig meget af, især om vinteren hvor det er lidt sværere at cykle og løbe ude. Jeg bor stadig hjemme, indtil jeg er færdig som tømrer. Så har jeg tænkt mig at tage den derfra.
Biography






